På Sejergaardsskolen føler vi os sikre på, at musikken medvirker til en alsidig udvikling af barnet. Den giver eleven en helstøbt og sjov skolegang med mange positive effekter på både de indlæringsmæssige og sociale områder.
Det valgfrie tilbud i Musikskolen har tradition for stor søgning, idet omkring 60 % af privatskolens elever er tilmeldt sammenspil, instrumentalundervisning eller kor.
Musikskolen er for ALLE interesserede elever på Sejergaardsskolen og tilbyder både solo- og holdundervisning. Se detaljerne om de enkelte tilbud i “Samlet Musikskolefolder” her på siden under “Mere information” og i videoen her: Sejergaardsskolens Musikskole
Vi glæder os til at se dig i musikfællesskabet på Sejergaardsskolen!
Kontakt endelig Musikskolen for yderligere oplysninger.
Musikskoleleder Holger Beck: musikskolen@sejergaardsskolen.dk
Elever i 1. klasse får tilbud om at gå til rytmik, som udover at give dem grundlæggende musikalske færdigheder desuden støtter deres motoriske udvikling. Der danses, synges og spilles – især på rytmeinstrumenter.
I 2. klasse kan eleverne deltage i “rotations-sammenspil”, hvor de i hver lektion kommer til at synge i mikrofon og spille på mange forskellige instrumenter som el-bas, keyboard, trommesæt, guitar og rytmeinstrumenter. Der cirkuleres mellem instrumenterne efter rotationsprincippet, så alle elever i hver lektion får spillet på alt, så eleverne får en fornemmelse af instrumentets funktion i bandet.
På disse klassetrin spilles der rytmisk musik inden for mange forskellige genrer, men primært pop/rock. Holdene dannes altid af eleverne fra ens egen årgang – og det tilstræbes, at alle kan deltage uanset musikalsk erfaring.
Big Band er et tilbud til alle elever, der spiller blæseinstrumenter i Musikskolen (normalt saxofoner, klarinetter, trompeter og tromboner) samt en lille udvalgt rytmegruppe.
Alle elever i 0. og 1. klasse har en obligatorisk korlektion i Mikrokor og Minikor hver uge. Der synges gamle og nye børnesange og arbejdes med talekor og fagtesange.
”Midikor” er et valgfrit kortilbud for elever i 2. til 4. klasse. Her arbejdes der så småt med 2-stemmighed, bl.a. i form af kanons.