Hvert år står Musikskolen i spidsen for en række elevkoncerter. Disse koncerter er vigtige for Musikskoleeleverne – både for at få lov at vise, hvad de har lært, og som led i deres musikopdragelse, hvor de lærer at stille sig op foran et stort publikum. Disse arrangementer er altid store tilløbsstykker, og alle sejl sættes ind for at give eleverne en stor oplevelse ved at optræde.
Caféaftener
I december måned holder Musikskolen Caféaften i Hallen. Her får tilhørerne lov til at se og høre, hvad musikholdene kan præstere og følge den udvikling, der er fra den spæde begyndelse på rotationsholdene i de mindste klasser til de ældste elevers suveræne optræden på sammenspilsholdene og i Big Bandet. Her oplever eleverne sammen med deres kammerater ”suset” ved at stå på en stor scene med professionelt lyd- og lysudstyr foran 4-500 tilskuere.
Nytårskoncert
I slutningen af januar får de ældste instrumentalelever mulighed for at deltage i den akustiske kirkekoncert i Gl. Tølløse Kirke. Her oplever eleverne og tilhørerne, hvordan kirkerummets akustik og højtidelige stemning er med til at give en helt speciel koncertoplevelse.
Huskoncert
I marts inviterer Musikskolen over to aftener til Huskoncerter i Musikhuset for alle instrumentalelever, som har lyst til at deltage. For tilhørerne er det interessant at opleve mangfoldigheden af instrumenter og de mange musikalske niveauer de over 100 optrædende elever er på. Her får eleverne under ret afslappede forhold trænet deres færdigheder i at optræde.
Forårskoncert
Ved Forårskoncerten i april er det vores tre kor og Big Bandets tur til at optræde med deres repertoire på den store scene i Hallen. Her er i alt omkring 120 børn på scenen – og oftest over 400 tilskuere.
Festivaldagen
Festivaldagen ligger i slutningen af maj med optræden af alle Musikskolens rytmik-, rotations- og sammenspilshold. Gerne udendørs, hvis det er muligt, men ellers i Musikhuset. Skolegården omdannes til festivalplads med diverse boder bestyret af skolens elever og støtteforeningen “SejMusik”. Festivaldagen markerer samtidig afslutningen på årets undervisning i Musikskolen.
Skolen inviterer flere gange om året til åbne koncerter med danske kunstnere. Gennem tiden har vi haft besøg af Zididada, Bobo Moreno, Hugo Helmig, Copenhagen Phil, Halberg & Friends, Shubberne og The Formænd. Af kommende koncerter kan nævnes “Danser Med Piger” og “Bellami & Lune Carlsen”.
Gallerier fra nogle af skolens koncerter:
Halberg & Friends
Mads Christian
Shubberne
Danser Med Piger